Jurist Livius Smitt tok opp på Stortinget i 1881 krav om at kvinner skulle kunne ta høyere utdanning. Dagbladet støttet forslaget og mente det gjorde ubotelig skade at halvparten av samfunnets medlemmer ble hindret fra å bruke sine krefter. Det medisinske fakultet ved Universitetet i Kristiania derimot var sterkt imot å åpne opp studiet. Leder for Fødselsstiftelsen i Kristiania, Edvars Schønberg og underviser ved medisinutdanningen, Ferdinand Lochmann, tok til orde mot kvinners deltakelse i samfunns- og yrkeslivet. De uttalte at kvinner ikke hadde helse eller nervesystem til å tåle vitenskapelige studier:
«Regelen er vel den, at Kvinder, der komme ind paa disse Aandslivets Felter, der ligesom af Naturen ikke er anviste dem, tabe deres Kvindelighed, at deres Intelligens udvikles paa Bekostning af deres Gemytsliv, saa at man ofte faar det Indtryk, at der ved Kvinder af denne Art er noget Abnormt, der ikke tillader nogen Tvivl om, at Kvinden her er udenfor sit naturlige Felt».
I 1884 vedtok likevel Stortinget at kvinner skulle få adgang til alle universitetseksamener. Handverkerdatteren Marie Spångberg ble den første kvinnelige studenten på legestudiene i Kristiania høsten 1887. Hun var fra enkle kår og brøt både sosiale- og kjønnsbarrierer for å komme dit. Et halvt år senere studerte tre kvinner til medisin her. Norsk Kvinnesaksforening inviterte til Marie Spångbergs eksamensfest i Studentersamfundets store sal i Universitetsgata 26 i februar 1894. Påmeldingslister ble lagt ut i Hauffs og Cammermeyers bokhandel og 350 billetter ble raskt revet vekk. Dagen etter skrev Verdens Gang, Dagbladet, Social-Demokraten og til og med konservative Morgenbladet begeistret om Norges første kvinnelige lege. Bare Aftenposten viste uvilje mot feiringen. Ingen av de tre norske medisinske tidsskriftene nevnte gjennombruddet.
Mellom 1893 og 1900 studerte nitten norske kvinner medisin, atten ved universitetet i Kristiania og en i København. De kvinnelige legestudentene hadde kjempet for å komme inn på universitetet, men når de sto ferdigutdannet med gode karakterer og skussmål, skulle det vise seg å være vanskelig å få arbeid.
Ferdigutdannet ble Marie Spångberg som kvinne nektet å få nødvendig praksis, og fikk ikke ta en kandidatstilling. Hun reiste derfor til Tyskland for å spesialisere seg i kvinnesykdommer, før hun vente tilbake til arbeid i Kristiania sunnhetskommisjon og som rettsmedisinsk sakkyndig i overgrepssaker. Hjelpen til de neste kvinnelige studentene kom fra uventet hold. Rikshospitalets direktør, Mathias Greve, forlangte at kvinner kunne være kandidater på lik linje med menn. Det førte til at den andre kvinnens som var ferdig med legestudiet, Louise Ramm, fikk bli kandidat ved kirurgisk avdeling, medisinsk avdeling og barneavdelingen ved Rikshospitalet, før hun begynte på Fødselsstiftelsen i 1894.
De kvinnelige legestudentene i Kristiania utgjorde bare fire prosent av medisinstudentene. Ingen av kvinnene fikk stillinger utover kandidatnivå de første årene. Et flertall valgte å arbeide med gynekologiske sykdommer, fødselshjelp og barnesykdommer på Fødselsstiftelsen eller Rikshospitalets barneavdeling. Mange søkte stillinger der de ble forbigått av mannlige leger med færre kvalifikasjoner. Distriktslegestillingene var embetsstillinger og dermed ikke tillatt for kvinner før 1912. Flere åpnet derfor privatpraksis eller måtte utenlands for å spesialisere seg.
Den siste store kampen sto ved Kvinneklinikken i Kristiania i 1914-1915 da direktør Kristian Brandt, en uttalt motstander av kvinnelige leger, ikke ansatte Louise Isachsen til reservelegestillingen ved klinikken. Opprøret blant kvinnelige leger og kvinnebevegelsen førte til en prinsippdebatt på Stortinget, der Stortinget stemte for at det burde ansettes en kvinnelig lege ved Kvinneklinikkens gynekologiske avdeling.
Kilder: Cecilie Arentz-Hansen (2018): «Kvinder med Begavelse for Lægevirksomhed: Norges første kvinnelige leger, og tiden de virket i», Cappelen Damm, Dagbladet 09.02.1894, Social-Demokraten 31.07.1915