Jeg er ikke helt sikker men tror jeg forstår ditt utsagn dithen at du med ”dets kultur” kan for eksempel mene den danske. Og med den ”danske kultur” mener du de mennesker som gjennom århundre
og mer har bodd i Danmark, snakker dansk og er hvite i hudfargen? Jeg bare spør.
Jo, det ville vel hverken give mening eller være muligt i Danmark at 'inddrage' danske børn i den kinesiske kultur...
Min tanke var heller: Om et lite barn observerer at den voksne er aksepterende, høflig, velvillig mot et annet menneske, uansett alder, kjønn, hudfarge, språk, handikap etc, lærer barnet
hvordan man omgås andre mennesker og at akkurat dette menneske kan være ok. Blir barnet til dagelig konfrontert med alle slags mennesker blir det naturlig at vi alle er forskjellige.
Ja, det er en del af vores kulturer og læres gennem inddragningen og dermed dæmpes den naturlige tendens til f.eks. at mene at 'grimme' er 'onde'.
Barn vil alltid granske andre mennesker nøye om mimikk, kroppsspråk, stemmeleie er i overensstemmelse, og vil danne seg sin egen mening: Liker eller liker ikke. Eller blir det også forvirret
om ikke alt er i overensstemmelse. Har barnet ervervet språk skal kroppsspråk, mimikk og stemmeleie også være i overensstemmelse med det den andre sier. Det er mer dette jeg mener med å lære de
sosiale koder å kjenne.
Principielt enig, men i forbindelse med 'verdensforbedring' optræder der regelmæssigt politisk korrekthed, der netop forbryder sig imod alle de ting du nævner - inducerer en radikal falskhed
mellem mennesker og destruerer den sociale kapital - den gensidige tillid.
Jeg hevder ikke at vi mennesker er født gode. Jeg vil hevde at vi hverken er født gode eller onde.
Mennesker er levende væsener og dermed ekspansive - i neutral betydning, ligesom aggression er neutral i psykologisk forståelse - f.eks. er nysgerrighed begge dele - og et socialt sådant og dermed
også gruppevist ekspansivt.
De egenskaber er i udgangen neutrale, men udvikler sig til noget besværligt, hvis de ikke civiliseres - netop ikke bare undertrykkes, for de er også potentielt positive.
Ved fødsel og utover spedbarnstiden er vi bare behov!
Joe, de fylder meget, men man kan vel også tale om at barnet selv kommer med noget og at det selv 'spiller ud'. Jeg mener at interaktionen meget tidligt er gensidig og med varig virkning på begge
parter - man udvikler en relation, som bliver en del af begge parters personlighed og historie.
Mitt ståsted er evolusjonært - ...
Det er mit også - eller, hvis man skulle tillade sig lidt polemik, så er det kristendom og jeg ser naturvidenskaben og dermed evlutionen som en underafdeling af kristendommens - eller mere
udfoldet, jødisk, græsk, romersk, kristen tænknings - axiomatiske status for vores tænkning og erkendelse - og så havde jeg en agrobiologisk uddannelse, før jeg havnede i pædagigikken - jeg har altså
taget det i omvendt rækkefølge i forhold til dig.
...at mennesket er født med en programmering for, eller har en forventning om at primære behov for kontinuerlig kroppskontakt, næring, trøst og beskyttelse blir ivaretatt av opphavet.
Uden tvivl, men også for selv at være 'medspiller' - at søge ind i og blive en del af kulturen med udgang i personlige relationer.
Respekt, forståelse og aktelse hører også med til individets grunnleggende behov. Uten aktelse kan et menneske ikke leve.
Nej, det er nok den stærkeste sociale kraft og den, der betyder mest for menneskers følelser, tanker og handlinger og det er en del af det at være et socialt væsen, for hvem et liv udenfor
flokken er lig med døden.
Derfor er gruppetænkning en ekstremt stærk irrationel kraft - for det er totalt ligegyldigt, hvad der er rigtigt, når det er selve eksistensen som står på spil.
Blir de medfødte behov tilfredsstilt, oppstår i barnet en fornemmelse av kompetanse, og av selvtillit og glede over å være til. Jeg ved ikke med kompetance, men ellers, ja. En sak
til: For at et individ senere skal kunne realitetsorientere seg og handle adekvat, har det også et grunnleggende behov for sannferdig informasjon.
Her kan vi være helt enige - man skal bare her være opmærksom på at tidens udbredte fritflydende religiøsitet gør dette svært, fordi faktuelle forhold i den strømning knyttes tæt til eller gøres
identiske med etiske og moralske værdier - og det giver samme dårlige betingelser for erkendelse og realitetstestning som i teokratier.
Det er et af de steder, kristendommen kommer ind som en forudsætning for videnskab, med sin tildeling af overgribende status til sandheden.
Atypisk, men meget positivt overraskende, lyder nu lignende toner fra FN, der er inde på at ytringsfriheden må ses som en menneskerettighed med overgribende status i forhold til andre
menneskerettigheder. Så der er åbenbart dele af FN, som OIC ikke sidder tungt på.
Det er mitt utgangspunkt ang. starten på livet, og ikke fri oppdragelse. Voksne skal alltid være gode og tydelige ledere. Og gode samtaler hører
Nu forstår jeg så bedre - du focuserer på spædbørn og jeg var inde i noget med voksne, hvor jeg så brugte skolebørn som eksempel på primitiv adfærd - og det er jo to helt forskellige ting. Min
egen datter, hvis mor iøvrigt var norsk, er ikke blevet opdraget, fri amning længe og den slags 'hippieting' og 'var meget i hænder', som min gamle mormor udtrykte det, men har til gengæld været med
i det meste og blevet talt meget med og har næppe fået et 'nej' gennem hele sin barndom - og forarger sig idag over, hvor uopdragne og hæmningsløse dagens børn og unge er.
Lige et par bemærkninger til din interessante artikel:
I industrialiserte land både i øst og vest er den tidlige sosialiseringen dominert av angst for at tilfredsstillelse av et hvert signalisert behov vil gi spedbarnet makt.
Joe, men er det ikke fortid - min datter er født i 1981 og allerede dengang var man på vej bort fra den tankegang og den var helt forkastet i progressive venstreorienterede miljøer som vores.
Jeg kan huske nogle bevægede samtaler med en ældre pædagog på spædstuen, der havde arbejdet på et gammeldags børnehjem tidligere og hun havde det underligt med den nye viden og hendes egen fortid.
Kunne man ikke forestille sig at din opfattelse har at gøre med dit lange ophold i Tyskland, der har en meget anderledes og mere centraleuropæisk kultur.
Jeg tror at naturfolkenes held i den her sammenhæng er at børnene umiddelbart kan se og indgå i kulturen - og følgelig at nogle af vores problemer kommer af opsplitning og af isolering af børn
'udenfor' samfundet. Bare en hjemmegående husmor ville give noget af det samme hos os, som man jo kunne se i 50'erne, hvor etikken stod tårnhøjt i forhold til idag.
Jeg tror man skal være forsigtig med uden videre at regne med at kulturer alle følger samme udviklingsvej, bare forskudt i tid. Derfor mener jeg dog sagtens, man kan blive meget klogere ved at
søge at studere og lære af dem.
Man skal nok være opmærksom på at der findes andre typer opdragelse end dem etnologer ofte peger på som bedre alternativer end os selv - f.eks. er der steder, hvor man lader børn ligge i deres
eget skidt, frustrerer dem og steder, hvor man lyver, forlader og spænder ben for dem, for at hærde dem og lære dem at mennesker ikke er til at stole på - eller man kunne gå til iroqeserne, hvor
kvinderne sad og bankede drengebørnene med knoerne i det bløde punkt i toppen af kraniet, mens de ammede dem, for derved uløseligt at forbinde nydelse og lidelse og skabe ambivalens, vrede og
frustration og dermed gode krigere.
Man skal passe på med Rousseau's spøgelse i pædagogisk- og samfundstænkning og hans fantasibårne dyrkelse af 'den ædle vilde'.
Det ville være interessant at få udfoldet forestillingen/begrebet - 'brudt med naturen'.
Du er inde på, men går ikke nærmere ind i, et evt. tidligere matriakat - såvidt jeg er orienteret var det en del af 70'er-ideologien, men jeg mener at eftertiden har vist at det ikke rigtigt kan
støttes af empiri.
Jeg mener at studiet af bonoboer er uhyre interessant og også relevant, men man skal altså være meget varsom med at overføre forhold fra dyr til mennesker - også selv om vi deler de allerfleste af
vores gener (som stadig er dårligt forståede) - det er i den slags sammenhænge forskellene, der er de betydningsfulde.
Kvinnens reproduktive rolle har fått oppmerksomhet hos evolusjonsforskere, mens kvinners og barns adferd, den tidlige utvikling av intelligens, dannelsen av gråt, smil og barnelyder, som kan
ha spilt en viktig rolle for overlevelsesmuligheten, ble inntil siste fjerdedel av forrige århundre nesten fullstendig ignorert.
Det er uden tvivl en afgørende fejl - formentlig intet andet i menneskelivet betyder så meget for vores liv og udvikling.
Tanner gør så det at hun udelukkende ser på kvinders del af udviklingen - jeg tror man skal se mennesket som tokønnet og at det andet er en forkert synsvinkel avlet af 70'ernes polariserende
marxisme, hvor alle var fjender af alle. Jeg mener at det, hun beskriver, kunne udbredes til mennesker generelt.
Et slik resultat bør blant annet kunne tyde på at hvert menneske blir født med en sannsynlig genetisk betinget forventning om å bli båret.
Det mener jeg er rigtigt - snugliposer er gode - jeg lagde dengang mærke til at i gik med stativer - det er ikke helt så godt ;-)
Enig i at hele tankekomplekset omkring Leboyer er rigtigt og det var også langt hen integreret hernede i 1981.
Selv om mor har fordeler av en slik avlastning, er ikke barnets vurdering den samme. Sett fra barnets vinkel har nærheten til mor alltid vært barnets prioritet (Hrdy, 2000).
Det mener jeg er rigtigt - så meget 'moderne hippiefar' jeg end er og så meget kontakt jeg end har haft (de ting kan man næsten kun bedømme på et personligt plan) - man må se realiteterne i øjnene
og det er at først omkring skolestartsalderen kan manden få et tilsvarende forhold til barnet som moderen.
Dette står i sterk kontrast til spedbarn i vår egen kultur som for det meste er atskilt fra voksnes sosiale liv og gjøremål, for så å sosialiseres gjennom strukturering og regler.
Min tidligere norske kone var uddannet socialpædagog, havde arbejdet et par år i vuggestue - og mente at vuggestuer burde forbydes. Den slags har selvsagt ikke gang på jorden i pædagogkredse, men
det er interessant at her tyve år efter er akademiske forskere på banen med lignende betragtninger - som ligeså selvsagt forbigås i larmende tavshed fra pædagogstandens side - ingen ønsker jo at være
arbejdsløs...
Utenom stunder der barnet blir kost og lekt med, noe som alltid skjer på barnets premisser, får det ingen oppmerksomhet. Barnet trenger det ikke, og ønsker det ikke heller. Det «er bare med»
der det foregår.
Helt korrekt.
Vår verbal-kognitive påvirkningen kombineres ofte med intens blikkontakt mellom avkom og mor/ far. For å ta seg inn må barnet med jevne mellomrom snu hodet vekk. Samtidig forventes det
«adekvat» respons fra avkommet.
Svært at vide helt, hvordan det ser ud, men det lyder autoritært - man kan f.eks. snakke godt, mens man går - i det hele taget parallelt samvær.
Et spedbarn får derfor lettere for lavt blodsukker (hypoglykemi) ved sult, enn en voksen.
Ja, og så kommer de til at lugte af acetone ud af munden.
Et litt større ”stenalderbarn” som sover sammen med moren, finner ofte brystet på egen hånd uten at mor våkner helt.
Gjorde vores datter til op mod skolestartsalderen - rigtigt kollektiv-hippiemiljø.
Hos oss primater er tilførsel av protein og fett med morsmelken forholdsvis lav. Det henger sammen med at det er hjernens vekst og utvikling som har første prioritet, mens økning av
muskelmasse og kroppsvekt skal være så vidt langsom at det er mulig å bære barnet i lang tid (Børresen, 1985, 1995)
I hele den her sammenhæng er det også vigtigt at huske på at menneskebarnet er usædvanligt umodent ved fødslen - noget med hjernens og dermed hovedets størrelse i forhold til bækkenets
åbning. Ikke helt som hos pungdyrene, men lidt ;-)
Men med skrekkblandet fryd kan man observere mødre og fedre som bærer sitt avkom inn-ut i en del bæreredskaper – barnets front er vendt utover fra bærerens kropp.
Nå ja, du er selv inde på det.
I vår kultur kan et barn hindre en kvinne å oppnå en innflytelsesrik stilling om hun samtidig ønsker å ivareta barnet adekvat.
Der er mig bekendt ingen beskrivelser af løsninger på dette forhold.
Skjer dette på barnets premisser, det vil si en rask tilbakelevering til mor ved signal, bygges det opp i barnet en grunnleggende tillit til bæreren..
Jo, dér må man i sjældne situationer, hvor det virkeligt brænder på, finde sig i at blive underkendt :-(
Flot og interessant artikel, stadig med stor relevans, men også focuseret på diskursen i 70-80'erne. Ikke at alle problemer er løst, men noget positivt skete der. Idag er det største problem nok
for mange timer i institution og på privatfronten at forældrene læser for mange bøger af pædagoger og andre eksperter og har mistet kontakten til egen omsorgsevne.
Før i tiden havde man i pædagogkredse begreberne 'et pædagogbarn' og 'et psykologbarn' og det var bestemt ikke positivt ment, men betegnelsen for børn opdraget af fagfolk, der havde fået deres fag
galt i halsen - idag synes jeg og mange der kommenterer at de karaktertræk har bredt sig til de fleste børn.